Igen i år et festligt arrangement og en stor tak til Søren Petersen og alle andre involverede arrangører for en flot indsats

Igen i år et festligt arrangement og en stor tak til Søren Petersen og alle andre involverede arrangører for en flot indsats.

Masser af god musik og prima forplejning. Dejligt at se så mange fremmødte feststemte mennesker.

Også festligt at hunkønnet var væsentlig mere repræsenteret denne gang i forhold til sidste år.

Hitfingers leverede et meget sikkert sæt af klasikkere og Cliff numre præsenteret med stor sikkerhed og rutine. De havde valgt at bruge elektriske trommer i stedet for de af lydfirmaet medbragte. Og trommeslageren var helt vant til at spille på dem, - men det bliver aldrig min favorit frem for et ”levende” trommesæt.

Brian Locking spillede improviseret bas til nogle Shadows numre, - og konstaterede humoristisk, at han aldrig før havde spillet ”uden hoved”. (hovedløs bas)

Især Bassisten havde i mine ører en fremragende stemme. Og Stronger medlemmerne reagerede da også når han sang Cliff.

Efter det første indslag kom Flingel Bunt på scenen, - og de er som altid særdeles velspillende og professionelle. Derfor havde Ove Nielsen da også ro nok til at konstatere at ”noget” stod og ”filede” i P.A. anlægget, - og som han lakonisk konstaterede ”var det ikke noget de havde med hjemmefra”. Fejlen blev rettet efter et stykke tid, - og de gik i gang med fynd og klem.

Nu sad jeg sammen med Peter Lund (nyt medlem og bassist fra Bornholm :o) ude langs siden af salen, - og det har muligvis påvirket standbølger og resonans men, - når Mark Ong brugte sin dybe 5 streng på bassen, - så var vores bord ved at vælte.

Dette fænomén var gennemgående det meste af aftenen, - og årsagen lå hos lydfolkene, der tilsyneladende havde svært ved at overskue både mixer, mikrofoner, monitors og deres nye dyrt indkøbte HK-Audio system.

Stortromme og bas var gennemgående umulig at skille ad, - og kæmpede side om side i subwooferne.

Er det hårde ord ? – tja. Jeg har selv ageret lydmand for Niels Henning Ørsted Pedersen, Niels Lan Dokey, Søs Fenger, Niels Hausgaard, Pierre Dørge, B-Joe, Kansas City Stompers, the Vanguards samt adskillige 60’er bands ved Rockgalla i Nykøbing Falster.

Det var lidt pudsigt at de mellem hvert sceneskift skulle til at genopdage stage monitors i forhold til de 4 mikrofoner der stod på scenen…

Jeg må sige, at de mennesker der passede P.A. sidste år, - havde betydelig mere tjek på det. Det er også sin sag at lave lyd på vintage pop rock. Lad os håbe, at det går bedre næste gang. I hvert fald blev det til en gang unødig tidsrøveri mellem bands i et ellers veltilrettelagt musikprogram.

Vi, Peter og jeg flyttede senere på aftenen ned for enden af salen til Palle og Ulrik, - og der var lyden lidt bedre. Men den kom aldrig ”helt hjem”.

Faktisk var vokalerne generelt for lave hele showet igennem i forhold til musikken. Den eneste, - syntes jeg der for alvor kom igennem var Ove Nielsen, - og efter en lidt famlende start, leverede de et forrygende sæt. Ikke mindst sammen med Brian Locking. Det var tydeligt at parterne kendte hinanden.

Så kom turen til ”the Rocking Ghosts” der efter lidt instrument omrokering gav et fremragende eksempel på den enkle 3 grebs 60’er pop rock som de også gjorde dengang. Rendyrket nostalgi der blev serveret med en overordentlig omgang overskud og sikkerhed. Også her stor begejstring i Cliff klubben.

Rigtig flot at de dukkede op og gav et sæt på vej til næste optræden. Lydbalancen var her markant bedre end tidligere.

Så var der tid til en lidt forsinket buffet der som tidligere var helt i top.

Brian Locking gav et par mundharmonica numre fra sit store backing katalog, - og indkasserede som altid fortjent bifald. Han blev lidt frustreret da han ikke kunne høre noget i sin monitor eller finde ud af hvilken mikrofon han kunne tale i.

Memory Lane lavede en spektakulær entré med et Cliff nummer. De var jo som bekendt sprunget til med kort varsel da ”Me and My Shadows” ophørte med at eksistere, - og det klarede de rigtig flot. Både Niels Egelund og Jesper Vang Busch havde rigtig flot lyd på, - og spillede med stor overbevisning. Bandet hængte rigtig godt sammen med en sikker rytmesektion i Paul og Jan.

Efter endnu et sceneskift var turen kommet til ”Moonlight Shadows” der med Knud i front leverede en troværdig udgave på trods af en gennemgående uoverensstemmelse omkring numrenes opbygning og udstrækning.

Palle ”Batman” var sat i arbejde som ”guitar tech” og overrakte den ene guitar efter den anden, fra skyggerne på scenen, til Knud i rampelyset i en lind strøm. Derudover sørgede Palle også for at skifte programmer på Knuds Q20. Som Knud udtalte dagen efter med et stort smil at: ”Det kunne han godt vænne sig til”.

Endelig som rosinen i pølseenden kom tyske ”Kontiki” på scenen og spillede uforfalsket Shadowsmusik i en fremragende udførsel og lyd.

Cliff Richard (alias Wolfgang Reisberg) entrede scenen til stor begejstring blandt publikum. ”Han lyder som Cliff!!!”.

Desværre havde de fleste inkarnerede Cliff fans forladt salen inden, for at nå toget hjem. Det var rigtig synd, - da jeg er helt sikker på at Wolfgang havde ”væltet” salen.

Brian afsluttede med ”Time to say goodbye” ligeledes med stort bifald som altid. Den mand er musikken selv.

I øvrigt vil jeg gerne afslutte med endnu engang at sige Søren tak for et flot arrangement.

Og i samme åndedrag fortælle, at vi er så heldige igen at få Brian Locking til Villa Nova på Bornholm den 30. Maj 2009 (Pinselørdag) og til matiné søndag den 31. Maj på Villa Nova i Rønne. (Vi har allerede nu tilmeldinger, - og der er ”kun” plads til 250 mennesker, skulle nogen få lyst så tjek: http://www.bmex.dk/ her kan du se lydklip/videoklip fra 17. maj 2008)

P.S. Jeg savnede lidt enten Ove Nielsen eller Brian Locking i pauserne ved sceneskift i lighed med 2007.

Med venlig hilsen

René Westh