Synkrone bevægelser
Selvfølgelig fik publikum også mange eksempler på det synkrone bevægelsesmønster, som The Shadows i sin tid blev berømt – og berygtet - for. Hank B. Marvin stod i højre side, mens den gråhårede rytmeguitarist Bruce Welch stod nogle meter væk til venstre. Midt imellem dem gjorde ekstramusiker Mark Griffiths sit arbejde som bassist og tredje aktør i de indstuderede bevægelser: Mod højre. Til venstre. Løfte det ene ben lidt. Og hele tiden masser af smil i ordløse magtdemonstrationer som ”Wonderful Land” og ”Sleepwalk” samt senere ”Apache”.
Ind imellem glemte man dog at følge med i disse bevægelsesmønstre. I stedet blev man fascineret af Brian Bennetts groovy håndtering af trommesættet, og lige som de andre skyggemusikere forstod han at dosere sine kræfter helt rigtigt.
Problemet var kun, at The Shadows fik for meget tid. Både før og efter pausen havde de scenen for sig selv, hvor man ville have fået en større oplevelse ud af at få alt det bedste i én koncentreret servering.
På tilsvarende vis kunne de fire sæt med Cliff og The Shadows have været skåret ned til tre. Det andet sæt før pausen virkede for kort og svagt rent kunstnerisk, mens tredje fælles fornøjelse til gengæld var ”Dynamite”, som Cliff Richard sang med rocket kant, før han sammen med Welch og Marvin tog fat om et af showets højdepunkter.
I et par akustiske arrangementer viste trioen, at deres indbyrdes vokale forståelse stadig er noget helt specielt.
Et rock’n’roll-band
Ligeledes virkede samarbejdet mellem The Shadows og solisten i de mest rockede, elektriske numre som noget ganske særligt. Derfor nikkede man anerkendende, da Cliff Richard mindede publikum om, at »vi var et rock’n’roll-band«.
Han havde dog ikke behøvet at komme med denne påmindelse, hvis han havde streget nogle af de mindre interessante popnumre på sætlisten og dermed tidligere havde bragt koncerten til sin fine kulmination med ”Move It” og ”The Young Ones”.
EKSTRABLADET
God tone med Cliff..
Knap så kvalmende Cliff Richard i København, hvor dengsen stod i skyggen af The Shadows
Cliff Richard er muligvis den mest latterliggjorte personage i showbusiness, og da han sprang på scenen i Forum iført pink jakke og Colgate-smil, var det nu også svært at genkende rock’n’roll som en rebelsk udtryksform.
Sådan har den nu 69-årige Richard imidlertid ikke altid været, og det pointerede han ikke mindst i slutningen af showet med en relativt rå udgave af sin klassiske debutsingle fra 1958, ’Move It’, der mindede om, at inden den kønsløse kristen blev forløber for Shakin’ Stevens, chokerede han i skikkelse af Elvis Presleys engelske efterfølger.
Udsolgt danmarksturné
Sikkerhedsfolkene havde dog en ganske rolig lørdag aften med en fredsommelig fanskare, som jo heller ikke er blevet yngre, og harmløsheden var den herskende stemning i den store balsal, der udgjorde andet stop på en udsolgt danmarksturné, hvor omtrent 25.000 overværer nostalgien, som eksekveres med bundsolid backing af The Shadows.
Gruppen fejrer i år 50-års jubilæum med Richard, og rutine mangler de gamle drenge i hvert fald ikke, men der var bestemt ingen tegn på gigt i Hank Marvins karakteristiske guitarspil, som frydefuldt imponerede i form af mesterens fuldkommen ubesværede teknik og krystalklare tone, der ubetinget var den musikalske oplevelse gennem to lange sæt.
Iscenesat selvironi
Majestætiske versioner af blandt andre ’Atlantis’, ’Wonderful Land’ og naturligvis ’Apache’ flød fornemt ud i Forum som harmonisk vellyd, mens Richard var i garderoben for at skifte til et endnu mere smagløst outfit, og trods et ihærdigt benarbejde, kan han altså ikke løbe fra, at det gyselige image er selvforskyldt.
Starutten serverede suppe, steg og is tilsat tyroler-tamtam med bundskraberen ’Bachelor Boy’, og hans nøje iscenesatte selvironi virkede egentlig bare selvsmagende, men manden har stadig en cremet vokal, der fik pragtfulde popsange som ’In the Country’, ’Summer Holiday’ og ’Living Doll’ til at glide elegant gennem øregangene.
Cliff Richard er knap så slem som sit rygte, men fænomenet er nu heller ikke helt så fantastisk, som han tydeligvis selv tror at han er.
FYNS STIFTSTIDENDE
Cliff og slænget gav en tur ned ad mindernes allé
Forventningsfulde fans fra hele landet valfartede til Arena Fyn, hvor Cliff Richard & The Shadows gav en tur ned ad mindernes allé
Odense: Tilsammen har de næsten nået en alder a la oldingen Metusalem.
Men det forhindrede ikke gode, gamle Cliff Richard & The Shadows i at rocke, rulle og lokke omtrent 5200 mennesker ud i Odenses svar på New Yorks Madison Square Garden i aftes, hvor Cliff og slænget gav den første af to stort set udsolgte koncerter i H.C. Andersens by.
Tilsammen er pæne Cliff, den bebrillede guitarfidus Hank Marvin, trommebaskeren Brian Bennett og guitarsmeden Bruce Welch 274 år gamle. Eller nogenlunde - divideret med fire - samme gennemsnitsalder, som en pænt stor del af publikum, som i denne kulsorte løvfaldstid havde parkeret deres biler ude på grus-p-pladserne ved Ørbækvej. I god tid. For at nå ind i Shadows-slaraffenland.
Også tre friske kvinder og hardcore-fans fra Sjælland, Laila, Putte og Anita, havde taget turen til Ørbækvej.
- Jeg har set Cliff 34 gange. Jeg så ham første gang i 1963. Han og Shadows er fantastiske. Cliff synger så fantastisk, sagde 56-årige Putte Appelquist. Ikke underligt stod hun her i hallen iført en sort Cliff-trøje med glitrende sølvskrift.
Anita Jørgensen, 62, kunne kun give sin søster ret.
- Det er stemmen, den er simpelthen så god. Det var vildere i 1963, da vi så ham i Falconer Salen i København, og folk nærmest trampede oven på hinanden for at komme frem til scenen, huskede hun tilbage sin dejlige ungdom - for nu meget længe siden.
I går var der dog mere velafbalanceret, sat og roligt hos 50-plus-publikummet, der for længst havde lagt brylcremen og det opsatte hår med valken i skuffen.
De sad i stedet pænt på deres nummererede pladser inde i betonklumpen og ventede i anspændelse på "Dancing Shoes", "Apache", "The Young Ones" - og selvfølgelig alle de andre evergreens.
Så blød som Kærgården
Tyve år efter deres sidste optræden sammen, er Cliff & The Shadows blevet genforenet for at fejre deres 50-års- jubilæum i musikbranchen.
Et jubilæum som også er deres svanesang - sammen. Siden dengang "Living Doll" gjorde det til et centralt spørgsmål, om man nu var til Elvis eller Cliff, og "Bachelor Boy" var lige så blød i klangen som smørret fra Kærgården.
Cliff virkede også blød og rar som Kærgården, da han sammen med Shadows næsten på sekundet klokken 20 dukkede op på den lysbadede scene. Cliff denne aften - som på turen generelt - i en pink jakke, sort tætskåret skjorte, guldlakeret slips, en mørk buks og finpolerede laksko, som var der tale om nye fælge.
Ude på toiletterne
Inde i den store hal, hvor fladskærme reklamerede for en José Carreras-koncert i maj 2010, sad også 70-årige Lisbeth Finderup fra Vojens. Endda på første parket.
- Jeg sidder jo meget godt her, men jeg er bange for at få hold i nakken, sagde hun, mens det var meget bedre for Johannes Bertelsen fra Vejen på bageste række. Her var et jern-gelænder, han kunne bruge som nakkestøtte.
- Ja, det er rart med den, sagde han og replicerede til Stiftstidendes udsendte pennefører:
- Jeg har hørt Cliff og Shadows, siden jeg var 10 år, og jeg spiller selv i et band, hvor vi spiller noget af deres musik, sagde han. Han afslørede, at han dengang for 50 år siden mest var til Elvis.
Det med Cliffs fantastiske stemme fik bladets udsendte skriver også bevis for, at der er noget hold i, ude på toiletterne.
En blind mand dukkede nemlig op til koncerten og skulle kort før showtime lige have lidt hjælp med at finde håndvasken på herretoilettet af en anden mand.
- Du skal tørre dine hænder her, sagde den venlige mand til manden med stokken.
Så håber vi blot, at han kunne finde sin plads blandt de 5200 sæder ...
Så stor trængsel var der i øvrigt på toiletterne, at visse midaldrende kvinder så deres snit til at luske ind på herretoiletterne - hvor det jo går en kende hurtigere - og skære syv minutter og 34 sekunder af køen ved kvindetoiletterne.
Og det kan jo nok være, at der var noget at se på. Nej, faktisk ikke. For de fleste for hen og låste døren, mens mændene kun havde et glimt i øjet over det.
Et glimt havde Cliff også. Et glimt, som stadig kan smelte pigehjerter og stadig kan levere varen.
Klippen stadig stenhård
69-årige Sir Cliff Richard & The Shadows bød på tre timers livsbekræftende nostalgi
Al snak om Cliff Richards seksualitet forstummer fra det øjeblik, han træder på scenen i Arena Fyn iført en fornem laksefarvet habitjakke. Svaret giver ganske enkelt sig selv.
Med den energi, sit evigt smittende smil og stadig veltunede stemme samt veltrimmede krop kan han for min skyld være lige så meget homoseksuel som hele Village People tilsammen. Hvem bekymrer sig om den slags i 2009?
Man kan elske eller hade briten født i Indien. Og hans musik. Men ingen kan tage fra ham, at det kræver sin mand at levere to sæt på henholdsvis en time og halvanden med den intensitet efter 51 år i branchen. Han danser så letbenet omkring, at man mistænker ham for ikke kun at have fået ansigtsløft. Desværre var dans i arenaen forbudt for publikum. Øv. Sikken en fest, det kunne være blevet.
Nu bliver det blot en anden slags fest, hvor man sidder og tripper med tæerne, mens The Shadows spiller så blændende, at de bestemt er mere end en skygge af sig selv. Deres akustiske numre er lige så letgenkendelige som Cliffs fløjlsbløde vokal, der ikke er falmet meget siden 1958.
Mod slutningen af første sæt spiller skyggerne fem akustiske numre i streg, hvilket trækker tempoet lovlig langt ned inden pausen, hvor kaos hersker i de trange korridorer og på toiletterne, hvor kvinderne bruger det beskidte kneb med at bruge modsatte køns båse.
Det glemmes dog hurtigt inde i salen, hvor man kan se Hank Marvins smil selv med slukket lys. Han er stadig en fortrinlig guitarist, der løfter sange som klassikeren ”Apache” og den ligeledes countryinspirerede, akustiske ”Traveling Light” til et niveau, hvor få kan følge trop.
Elvis, som man naturligvis hadede i 1960’erne, hvis man kunne lide Cliff, hyldes med tredobbelt guitar og vokalharmonier på ”All Shook Up”. Inden har andenguitarist Bruce Welch tørt bemærket , at Elvis faktisk solgte flere plader efter sin død.
- Så ambitiøs er jeg ikke, understreger Cliff Richard.
Den påstand holder heldigvis ikke. For til trods for en række mindre fængende, lidt for langsommelige ballader spredt ud over de to meget lange sæt står Cliff Richard & The Shadows for en fængende, professionel og ærkenostalgisk optræden, der cementerer, hvorfor de stadig kan begå sig på en scene efter mere end et halvt århundrede.
