Denne måneds profil er:

 

Peter Lund

                   

Jeg er født på Bornholm  d. 2 april 1959  (Efter sigende den bedste årgang).
 
Min interesse for musik tror jeg nok jeg er født med, og lidt har jeg vel nok også arvet fra min mor,
som spillede lidt harmonika. Mine brødre legede med biler og andet, hvorimod jeg kun var interesseret
i musikinstrumenter, og meget ofte sad og kiggede i kataloger m.v. fra Alfred Christensen´s musik forretning,
som der var noget der hed dengang.
 
Da jeg nok har spillet med ca. 50 forskellige personer indtil videre - vil prøve at undgå for mange detaljer.
 

 
  Ca. 11 år gammel fik jeg min første elektriske guitar, 
  en Egmond med rød nappa og en 12 watt Layney forstærker.
  Her blev det  klart for mig, at her var der ingen vej tilbage, 
  jeg ville bare lære at spille guitar, så de næste par år gik med,
  at prøve at lære det her med at spille guitar.

 

 

I skolen var vi nogle gutter med samme interesse for musik, vi lavede et band,  men vi var 3 guitarister og en trommeslager, så  manglede der jo en bas og ingen af de her 3 guitarister ville prøve det her med at spille bas.
Så til sidst sagde jeg OKAY  og tænkte det kunne få en chance.
Jeg købte et sæt slebne bas strenge og satte dem på den her røde Egmond guitar og  vups, her var noget der appellerede til mig,
med de dybe toner og pulsen i musikken, og siden har jeg for det meste spillet Bas. En af de første officielle gange vi var ude at spille er her på billedet til en skolefest,  1972 tror jeg nok, og bandet hed vist nok The Redlight.

 

Her er nogle at de Band´s m.v. som jeg har været med i på min vej gennem livet.

10 Kilo  (desværre intet billede). som eksisterede fra 1976 -1977 og spillede mest i ungdomsklubber m.v.

Seabird 1978 - 1980
 
Nu tager det for alvor fart, jeg finder sammen
med nogle gutter og vi er helt enige om det her,
vi er ude at spille stor set hver weekend, fuld fart på.
Her starter min interesse for Shadows musik
 - instrumental guitar musik.
Den ene af guitaristerne, Jørn Ole Kjeldsen
er på det tidspunkt en ørn til at spille Shadows.

                                                                                                      

                                                                                                      

 

Peter & Allan
 
Ude at spille hver weekend, som om det var ikke nok. Så jeg og vores tangentspiller Allan Beyer blev enige om at vi godt kunne tage et par ekstra dage om ugen på sommerhotellerne og spille lidt dinnermusik. Det gjorde vi så.
 
.
Matador  1980 - 1982
 
Seabird bliver opløst i 1980 og ud fra det opstår en trio herfra, bestående af forsangeren Kjeld Olsen, trommeslageren Jan Laursen og Bassisten Peter Lund. Det er egentlig bare ment lidt for sjov og på opfordring fra Værtsparret  Ann og Bent fra Torvekroen i Åkirkeby, som  på det tidspunkt var en meget populært sted, og hold da kæft hvor var det sjovt at være husorkester der. Godt at vægge ikke kan se eller tale.
Som man kan se på et af billederne her til venstre spillede vi allerede dengang det man kalder unplug´d.

 

Charlies Dance Band  1982 - 1987
 
Charlies Dance Band opstår ved at Kjeld Olsen og jeg kontakter Bent Ole Jeppesen og Michael Kjær Andersen og vi bliver enige om at det vil vi. Efter bare et par måneder i øvelokalet er der fuld damp på (Puh ha).
Bandet spiller en bred vifte af tidens hit, og bliver nærmest husorkester på Snogebæk kro, hvor der virkelig er liv og glade dage.                      
Efter 5 gode år har nogle medlemmer lyst til at prøve kræfter med andet  så derfor opløses bandet.

 

Swingers  1988 - 1993
 
Efter tiden i Charlies Dance Band holder jeg et års pause, men bliver så kontaktet af en trio der hedder Swingers, jeg tænker at det vel aldrig kan skade og lige spille lidt med, men en gang musiker altid musiker, så det blev til 5 gode år med masser af jobs ved sommerfester, privatfester og meget andet. Det var dengang Danmark vandt EM i fodbold og så kunne alting lige pludselig lade sig gøre.

 

The Vanguards  1993 - 1999
 
Jeg bliver kontaktet af Ole Svensson fra The Vanguards som står og mangler en bassist og efter at have været til optagelsesprøve er jeg i gang i det 7 mand store orkester, samtidig med at jeg stadig har jobs med Swingers, så nu er der rigtig drøn på. Der er job overalt på Bornholm, København, Sjælland, Nykøbing  Falster (60 er musik med mange kendte fra ind og udland), Sverige og mange andre stedet. Der blev samtidig produceret 7 cd'er, de fleste i københavn hos enten Ole Erling eller Sweet Silence Studierne på Amager. Den sidste i rækken dog hjemme i Torben West garage indrettet til formålet, men her indspillet og mixet af  René Westh som også var The Vanguards lydmand i en periode.    

 

Freelance, Studiejob, Jacob Nooreen Band  1999 - 2007
 

I slutningen af 1999 mister jeg  lysten til det her ræs på landevejen og stopper i  The Vanguards. Jeg tager herefter lidt afløserjobs hist og pist, men ikke det store. Jeg medvirker lidt på nogle studie indspilninger. Bliver spurgt om at komme med i Jacob Nooreen Band for en kort bemærkning og med det formål at være release orkester på Jacobs nyeste udgivelse.

Og endelig får jeg lidt tid til at lege i mit lille hjemmestudie, hvor jeg faktisk sidder og komponerer numre, endda instrumentale guitarnumre. Hvor det ender er svært at spå om i skrivende stund men hvis jeg selv syntes der er kommet en række numre ud af det som jeg kan stå inde for, tja så ender det jo nok med at jeg udgiver dem, men det bliver altså ikke nu.

New Date / Squeze  2008 - 2009
Så på den igen. Jeg bliver kontaktet af  New Date der senere skifter navn til Squeze. De står og mangler en bassist, så jeg tænker okay jeg kan jo lige se hvad det er for noget.
Det varer et par år hvorefter vores veje skilles. 

 

 

 

  

Hvad nu !!!
 

Jo - Nu er jeg igen ved at have lidt tid til at lave musik, så det gør jeg lige så tit jeg kan komme af sted med det.

Jeg handler også ind imellem med perlemors dekorerede guitarer som i kan se på billederne, men det er nu bare ren hobby.

Her til venstre et billede af mit PA anlæg, noget af det stammer fra Bornholms Musik Express (René Westh)  men er siden blevet udbygget og er i dag et ægte 6 vejs system, med elektronisk deling, som bare kører helt liniert og modsat de fleste andre Pa anlæg kan det nå helt ned til 25 Hz.

Her er lidt link til hvad jeg ellers går og laver.

www.vmbyg.dk  www.bripet.dk www.figuaktiv.dk

Jeg kan kontaktes på email: info@vmbyg.dk

 

Næste orkester jeg skal spille med i, vil jeg foreslå kommer til at hedde
Sjæggan Blus !!

Til slut vil jeg bare sige.... hvor er jeg glad for at have mødt så mange

mennesker på min vej som har samme interesse som mig.

Jeg kan anbefale at man melder sig ind i Den Danske Shadowsclub.

De laver nogle gode arrangementer specielt det i Sept. 2009 som var

helt på toppen med mange gode navne.

Hvis nogen har lyst til en snak om et eller andet,

eller bare vil sige hej, så kan jeg kontaktes på tlf. 5699 9272

Mange Hilsner

Peter Lund