Deres historie 1. del 1958 - 1970

The Shadows er den mest sælgende instrumentale gruppe gennem tiderne i Storbritannien og den gruppe med det længste tidsrum på hitlisterne.

The Shadows tidlige historie er vel dokumenteret i Bruce’s biografi, Mike Read’s ”The Story of the Shadows” og andre steder. Tidligt i 1958, seksten år gamle, rejste Hank og Bruce fra Newcastle til London som en del af gruppen ”The Railroaders” for at deltage i en talent konkurrence i hvilken de blev placeret på en tredje plads efter et jazz-band og en opera sanger. ( Med i konkurrencen var også London gruppen ”The Velvets” med en trommeslager som hed Brian Bennet.)

Efter konkurrencen rejste de andre ”Railroaders” tilbage til Newcastle, men Hank og Bruce besluttede at blive og søge lykken i hovedstaden.

De sluttede sig sammen med 3 andre de havde mødt ved konkurrencen, og blev en del af “The Five Chesternuts” ledet af tromme-slageren Pete Chester, søn af radiokomikeren Charlie.

De lavede en single (Teenage love/Jean Dorothy) og optrådte i TV programmet ”6.5 Special” men berømmelsen var stadig et stykke væk.

Senere det år, var Cliff Richard, som kunne glæde sig over succes på hitlisten med hans første single (Move it) engageret til at deltage i en tour med den Amerikanske duo ”The Kalin Twins”.

Hans manager tog til ”The 2I,s coffe bar” i Soho for at se Tony Sheridan an som mulig lead guitarist for hans backing gruppe ”The Drifters”.

I stedet skrev han kontrakt med Hank og Bruce til touren.

Jet Harris var også med på touren, som del af backing gruppen the Most Brothers.

Han gæsteoptrådte med The Drifters ved nogle forestillinger gennem touren og i oktober erstattede han Ian Samwell på bas.

I februar 1959 forlod trommeslageren Terry Smart gruppen og Tony Meehan blev det fjerde medlem af den berømte ”line up”: HANK – BRUCE – JET and TONY.

Ud over at være backing gruppe for Cliff Richard, begyndte The Drifters at udgive deres egne singler, den første med to vokal numre (Feelin’ fine/Don’t be a Fool with love). Den anden var instrumental med (Jet Black/Driftin’). Jet Black var usædvanlig ved at have Jet’s bas som lead guitar.

Da den Amerikanske gruppe ’The Drifters’ opnåede at få nedlagt forbud mod at bruge deres navn i USA, blev ’Feelin’ Fine’ trukket tilbage efter få dage medens Jet Black blev udgivet under navnet ’The Four Jets’. For at forhindre yderligere forvirring ændrede de i juli navnet til THE SHADOWS.

Den første udgivelse under det nye navn var heller ikke nogen succes med vokal numrene (Saturday Dance/Lonesome Fella’).

Tingene ændrede sig imidlertid dramatisk, da komponisten Jerry Lordan gav sin nyeste melodi til The Shadows.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Apache toppede Storbritanniens hitliste i seks uger og var et hit verden rundt undtagen i USA hvor mangel på reklame førte til at The Shadows’ version blev overset mens en cover version med den danske guitarist Jørgen Ingmann scorede kassen.

Kort efter blev ’Ventures’ etableret og tog det instrumentale marked i USA.

Apache var det første af en serie af hits. Deres næste plade som ikke kom på hitlisterne var ikke før september 1967 (Tommorow’s cancelled) – et forløb på mere end syv år. Mellem 1960 og 1963, kunne gruppen glæde sig over 5 nr. 1 hits i Storbritannien, Apache, Kon-Tiki, Wonderful Land, Dance On og Foot Tapper.

Deres debut LP i 1961 var den første fra en gruppe og den første af en Britisk kunstner, inkl. Cliff, til at toppe LP hitlisterne i Storbritannien. The Shadows blev model for 1960’er grupper ved selvstændigt at have succes, i stedet for kun at være ”backing band”.   De satte endog deres præg på en Liverpool gruppe der arbejdede på natklubber i Hamburg. ’Cry for a Shadow’ var et af kun to instrumental numre indspillet af The Beatles.

I september 1961, da gruppens popularitet var på det højeste, kom en ændring af besætningen. Tony Meehan var en meget god trommeslager, men han blev udskiftet med den bedste i branchen – Brian Bennett.

 

Jet forlod gruppen den følgende april, for at blive erstattet af Brian Locking som tidligere havde været medlem af The Marty Wilde’s Wild Cats og The Krew Cats med Brian Bennett.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På trods af The Beatles fremgang, og udskiftning af den halve besætning, var 1963 et meget godt år for The Shadows. Deres popularitet syntes upåvirket med numre som Foot Tapper og Guitar Tango fortsatte deres løbende hitliste succes. De optrådte også i forskellige forklædninger i filmen Summer Holiday.

Da Licorice forlod gruppen for at følge sit religiøse arbejde i november 1963, blev de resterende Shadows forenet med John Rostill i en ’line up’ som holdt frem til 1968.

 

 

 

 

 

Medens man fortsatte som backing for Cliff på turneer og plader, producerede denne line-up fem albums (Dance with the Shadows; Sound of the Shadows; Shadow Music, Jigsaw and From Hank, Bruce, Brian and John), så vel som de optrådte i Cliff's værste film (Wonderful Life) og bedste (Finders Keepers).

 

 

 

 

 

 

 

The Shadows skrev alle sangene til Finder’s Keepers. De optrådte i såvel som komponerede i snesevis til Cliff’s pantomimer ”Aladdin” og ”Cindarella”.(Askepot)

De optrådte endog (i dukkeform) i filmen ”Thunderbirds are Go” fra 1966.

I 1968 afholdtes flere arrangementer for at markere Cliff og The Shadows 10 år jubilæum, og samtidig blev albummet ”Established 1958” udgivet. Men presset, af at arbejde på så højt niveau i så lang tid, havde krævet mange ofre, og som resultat af voksende spændinger i gruppen besluttede de at stoppe.

Denne line-up med Hank, Bruce, Brian og John spillede sammen for sidste gang den 19. december 1968 i London Palladium.

The Shadows samledes midlertidigt i 1969 med Alan Hawkshaw som erstatning for Bruce. Gruppen turnerede i Storbritannien og Japan, hvor de producerede en af deres bedste singler ”Slaugter on Tenth Avenue” og sandsynligvis deres værste album ”Shades of Rock”. Et live album optaget på Japans Sankei Hall.

 

 

 

 

 

På den tid udgav både Brian og Hank solo album og singler, med kun lidt succes i Storbritannien, selv om ”Sacha” toppede hitlisten i Australien i seks uger.

 

 

 

 

 

Deres historie 2. del 1970 - 1975

Efter The Shadows var gået fra hinanden for anden gang i 1969, så det virkeligt ud til at historien om The Shadows var forbi. Så vel skrivende som optrædende. Hank og Brian var i gået i gang med solo karrierer. John Rostill deltog i Tom Jones backing band og brugte meget af sin tid i USA.

To år efter at Bruce forlod The Shadows, lagde han og Hank planer om at arbejde sammen igen, men på en anden baggrund end ’The Shadows’. De inviterede John Farrar til at være med dem. John er en meget talentfuld sanger og guitarrist. De mødtes medens han spillede i en gruppe som hed ’The Stranger’ i Melbourne. Han havde et enormt talent for at arrangere harmonier, og de lavede en masse ’West Coast’ harmonier i stil med Crosby, Stills og Nash.

Marvin Welch og Farrar lavede deres første optræden i en Cliff Richard TV serie i januar 1971, og udgav deres første album og en single ’Faithful’ den følgende måned. En Europa turne fulgte i marts på hvilken de blev forøget med Brian Bennett på trommer, så 75 % af gruppen var samlet igen (John Rostill var ikke til rå­dighed fordi han var kontraktlig bundet til at spille med Tom Jones backing band). Det var ikke over­raskende, at turne arrangørerne ønskede at sætte dem på plakaten som ’The Shadows’, men de insisterede på at de spillede på en ny måde som udelukkende bestod af akustiske/vokale numre.

Til trods for at de fik gode anmeldelser fra kritikerne, så blev deres andet album ’Second Opinion’ ikke nogen kommerciel succes og ingen af deres singler ’Faithful’ og ’Marmaduke’ kom på hitlisterne. Fans på koncerterne råbte på ’Apache’ og ’FBI’. Det syntes umuligt at ryste ’The Shadows’ etiketten af, og til sidst måtte de bøje sig for publikums mening, og inkludere ’Shadows’ numre som ’Dance On’.

Oven på det var Bruce ramt hård af bruddet med Olivia Newton-John i 1972, og blev nødt til at forlade gruppen igen. Hank og John reorganiserede deres spillestil og fortsatte som en duo. I september turnerede Marvin og Farrar (uden Welch) i østen med Cliff og Olivia. Brian, John Rostill og Alan Hawkshaw var også involveret. Denne turne blev optaget og udgivet på albumet ’Cliff Goes East’, men ikke i Storbritannien. Marvin og Farrar’s metode hvor de mixede Shadows favoritter med mere nutidig vokal materiale blev udgivet på en italiensk (pirat?) CD ’Atlantis’ i 1994.

Marvin og Farrar udgav en Lp’er og to singler men de solgte ikke godt.

I 1973 var Bruce kommet sig nok til at blive involveret i pladeindspilninger igen, og i oktober gav Hank, Bruce, Brian og John Farrar til sidst efter for utallige opfordringer og gendannedes, men denne gang under navnet ’The Shadows’ en gang til for at indspille en single ’Turn around and touch me’ og det herlige album ’Rockin’ with Curly Leads’. Denne begivenhed blev imidlertid overskygget af John Rostill’s tragiske død ved en ulykke, på grund af overgang i det elektriske anlæg, i hans hjemme studie i november.

Selv om live optræden ikke var på dagsordenen, spillede gruppen en halv time i John Peel’s ”Sound On Sunday” radio program i marts 1974 (En optræden som er udkommet på ’pirat’ album). De gæsteoptrådte også i et af Cilla Black’s TV shows.

Senere i 1974 optrådte de igen i London Palladium til et velgørenheds arrangement. Bill Cotton, chef for BBC,s underholdning spurgte om de ville repræsentere England i det europæiske melodi grandprix i 1975.

De optrådte i Lulu’s TV serie, og sang en sang om ugen i seks uger, hvorefter seerne valgte ’Let Me Be The One’. Til trods for at Bruce glemte teksten og kludrede i den første linie, endte de på anden pladsen i grandprix’et. ’Let Me Be The One’ gav Shadows deres første hits i otte år, og den nåede 12 pladsen i Storbritannien. De seks grandprix sange sammen med seks instrumental numre blev udgivet på Lp’en ’Specs Appeal’. Efter deres deltagelse i grandprix, optrådte de på Paris Olympia, en koncert som blev optaget og udgivet på et album.

I 1975 besluttede Olivia Newton-John at flytte til USA for at styrke hendes karriere. John Farrar flyttede med hende som musik direktør og plade producer. Dette bragte en ende på The Shadows ’John Farrar æra, selv om endnu en single ’It’ll be me Babe’ som bød på John’s vokal blev udgivet i 1976.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

David Dixon /oversat af Søren Pedersen

 

Deres historie 3. del

1977 – 1990

1977 var et meget godt år for the Shadows. Som opfølgning på succesen af det tidligere års  ‘Rarities’ album, og med den erfaring at hits opsamlingsplader ofte solgte godt, startede EMI året med udgivelsen af ‘The Shadows 20 Golden Greats’. Takket være til dels en meget stærk TV promotion og publikums ægte interesse i gruppen, solgte albummet i betydelige mængder, og røg ind på hitlisten kun 48 timer efter udgivelsen. Den endte på førstepladsen på album hitlisten og solgte over en million eksemplarer. Tilskyndet af albummets succes, gik the Shadows (nu bestående af Hank Marvin, Bruce Welch og Brian Bennett med Alan Tarney på bas) i studiet for at indspille et nyt album, og planlagde en kort tour til tidligt på sommeren.

The ‘20 Golden Dates’ tour, som den uvægerligt blev kaldt, tog til et udvalg af små lokaliteter og var hurtigt udsolgt. Så stor var begejstringen ved deres modtagelse (ti minutters stående hyldest var en regelmæssig begivenhed) at det bidrog meget til at overbevise dem om at det måske ville være en god ide denne gang at gøre gendannelsen permanent. Alan Tarney forlod bandet inden starten af touren. The Shadows live line-up var suppleret med top musiker Alan Jones på bass og Francis Monkman på keyboard. En dygtig musiker, Jones trådte nemt ind i Tarney’s sted og, selv om det siden er blevet afsløret at Monkman var mindre end lykkelig i løbet af hans korte medvirken, øgede hans keyboard spil meget til live præsentationen af klassikere som Atlantis, Wonderful Land og Guitar Tango.

 
Efter afslutningen af touren og stadig med ‘20 Golden Greats’ højt på hitlisterne, blev et nyt album med titlen ‘Tasty’ udgivet. Oveni de syv numre indspillet samme år indeholdt albummet også fire numre indspillet tidligere med John Farrar på guitar og Dave Richmond på bass. Selv om det generelt var lidt ‘kraftigere’ end det nyere materiale, passede disse numre (oprindeligt påtænkt til 'Specs Appeal' albummmet) meget pænt ind. Af det nye materiale fremstår, Return to the Alamo, sat op med et orkester arrangeret og ledet af Norrie Paramor, som værende en af de bedste selv-skrevne kompositioner fra Welch, Marvin, Bennett skrive-hold. På grund af meget lidt reklame, var albummet, skønt kreativt tiltalende, ikke en kommerciel succes.

I marts 1978, dette var deres 20. jubilæums år, blev The Shadows genforenet med Cliff Richard i en serie af koncerter på det berømte London Palladium. Fyldt med nostalgi, var koncerterne udsolgt måneder i forvejen og specielt et show blev beskrevet af en entusiastisk Tim Rice som "–ganske enkelt en af de bedste koncerter med populær musik jeg nogensinde har overværet." Og hvem af os kan være uenig? Da Francis Monkman havde forladt piano stolen, havde Hank, Bruce, Brian og Alan forenet sig med en anden top musiker til disse koncerter, Cliff Hall. Cliff havde faktisk spillet i Cliff Richard’s band gennem 1970’erne, og havde akkompanieret ham på så eksotiske steder som Det fjerne Østen og Rusland! Hans jazzaktige spillestil og humoristiske sans så ud til at passe glimrende til de andre Shads og med kun kortfattede afbrydelser, skulle han blive deres faste keyboard spiller i de næste 12 år.

Efter Palladium sæsonen og nogle andre solo arbejder, forberedte the Shadows sig til deres efterårs tour ved at indspille en ny single – den keyboard-drevne, disco influrerede Love Deluxe. Til trods for nogle usædvanlige udførelser fra de regulære og nogle sandt overvældende synthesizer arbejder fra gæste-musiker Adrian Lee, lykkedes det ikke singlen at komme på hitlisten. Hvis bandet var skuffet, viste de det ikke, og med Cliff Hall tilbage på keyboard, inlod de sig på en meget større tour end de havde udført det foregående år. Selv om de ikke vidste det, skulle de byde på et særligt nummer på denne tour, som ville give dem, ikke kun deres deres største hit i årtiet, men også ville vise vejen for den retning bandet skulle tage gennem 80’erne. Nummeret var Don’t Cry For Me Argentina.

På grund af den overvældende reaktion til det nummer da det blev spillet live (publikum bogstaveligt råbte på dem at de skulle indspille den), gik the Shads i studiet og indspillede et poleret og teknisk perfekt arrangement. Af en eller anden grund, virkede det ikke helt og der var en hvis sans af skuffelse over resultatet. Med en følelse af at det var for godt til at lade gå til spilde, gik Brian Bennett tilbage til studiet, afkortede nummeret, og mixede live bifald ind fra de nylige Palladium optagelser. Resten, som de siger, er historie. Udgivet I november 1978, røg singlen med raketfart op af hitlisten, for at ende som nummer 5. The Shadows var tilbage hvor de hørte til. Deres renæssance var begyndt!

Efterfølgende succesen af Argentina og endnu et hit, Cavatina – temaet fra The Deer Hunter, var et album uundgåeligt. Albummet, ‘String of Hits’ blev udgivet i sommeren 1979 og var en umiddelbar succes. Så vel som den førnævnte hit single, bestod albummet hovedsalig af the Shads’ instrumentale omarbejdelser af pop og rock numre. Lettere i stil end deres to eller tre foregående udgivelser, repræsenterede albummet en venden tilbage til noget der var mere beslægtet med den klassiske gamle Shadows lyd. Ændringen virkede åbenbart, for tidligt i 1980, efter endnu en stor hit single (Riders in the Sky), gav ‘String of Hits’ the Shadows deres fjerde album på førstepladsen.  Albummet er også betydningsfuldt, da det repræsenterer en meget kort tilbagevenden til folden (på kun to numre!) af tidligere keyboard spiller Alan Hawkshaw. Dave Lawson tager sig af de resterende keyboard pligter på albummet, medens den altid pålidelige Alan Jones er på bass.

Væk fra bandet, skulle 1979 vise sig at være et uforventet succesfyldt år for Bruce Welch. Skønt, på den tid, ikke længere Cliff Richard’s indspilnings producer, fik Bruce fat i en sang som han følte ville være ideel for sangeren. Sangen var We Don’t Talk Anymore og komponisten var den tidligere Shadows bassist Alan Tarney. Cliff var enig så snart han hørte den, og under og under opsyn af Mr Welch, blev sangen indspillet ogTarney og Trevor Spencer sørgede for den musikalske opbakning. Efter dens udgivelse, gennem sommeren, oversteg sangens success selv Bruce’s største forventninger. Det blev Cliff’s tiende nummer et hit. We Don’t Talk Anymore blev på toppen af listen i fire uger, og ville vise sig at blive hans bedst sælgende single nogensinde.

1980 skulle blive et år med forandringer. I lyset af deres stigende succes, følte the Shadows at deres kontrakt med EMI var rede til en fornyelse. Nu ville være et godt tidspunkt til at genforhandle visse aspekter i aftalen. Et af de vigtigste anliggender var at Hank, Bruce og Brian ønskede at tilbagekøbe rettighederne til alle deres klassiske indspilninger og udleje dem til EMI efter behov. Dette arrangement var allerede almindeligt med mange andre populære artister og grupper. Ligeledes, ønskede de også at beholde rettighederne til alle fremtidige arbejder. Desværre, efter måneders forhandlinger, nægtede EMI at acceptere. Resultatet var, at efter mere end tyve år sammen, skiltes the Shadows og EMI’s veje.

Enhver frygt som fansene måtte have haft var snart fejet væk, og the Shadows første album for deres nye pladeselskab, Polydor, var, ikke uventet, lige så godt som dets forgænger. ‘Change of Address’ indeholdt adskillige selv-komponerede numre (Arty’s Party og Midnight Creepin’ som måske de bedste) så vel som at bevæge sig i retning af ‘klassisk rock’ med Mozart Forte og Hello Mr W.A.M. Højdepunktet på albummet, i hvert fald for de fleste folk, var bandets overvældende fortolkning af Jean Michel Jarre’s Equinoxe Part V. Skønt ikke noget stort hit da de havde udgivet det tidligere på året, blev nummeret konstant en sikker favorit når de spillede live og i dag står den som en af the Shadows bedste indspilninger fra 1980’erne.

Efter nu sikkert at have etableret sig selv som mestrene af instrumentale cover versioner, er det måske ikke overraskende at det meste af the Shadows’ produktion for den resterende del af årtiet fulgte den bestemte vej. Album som ‘Hits Right Up Your Street’, ‘XXV’, ‘Moonlight Shadows’ and ‘Simply Shadows’ konsoliderede deres position og skaffede meget sunde plade salgstal. Skønt cover versioner gjorde det ud for størstedelen af deres production gennem denne periode, skulle album som ‘Life in the Jungle’ og ‘Guardian Angel’ tilvejebringe en platform for adskillige fremragende originale kompositioner. Ulykkeligvis, sølle salgstal af de sidstnævnte i 1984 betød at et helt album med originalt materiale aldrig mere så dagens lys.

Med succesfulde album og udsolgte tourneer, nød the Shadows fornyet popularitet gennem 1980’erne og blev endnu engang regelmæssigt fast tilbehør på både radio og TV. De fandt også tid til at vende tilbage, to gange, sammen med Cliff Richard, med nogle imponerende genforenings show. Skønt netop manglende jubilæumsårene, koncerterne (afholdt henholdsvis i 1984 og 1989) var i en meget større skala end de tidligere tilsammen – reflekterende den stigende popularitet som både Cliff og The Shadows havde nydt siden 1978. 1989 showene var i særdeleshed mindeværdige; først og fremmest fordi de var arrangeret på Wembley Stadion og dernæst fordi, på hans eget initiativ, var Cliff på scenen sammen med Jet Harris og Tony Meehan for en virkelig legendarisk genforening. Koncerterne var også betydningsfulde da de forsynede den begejstrede (og meget store!) menneskemængde med deres første prøve på en helt ny Brian Bennett komposition, Mountains of the Moon. Til trods for aldrig at have hørt den før, hilste publikum dette stykke ligeså varmt som de gjorde med de fleste af de gamle favoritter – og gav det, ganske fortjent, en af dagens bedste modtagelser. Med the Shadows til disse show, og alle følgende arbejder, var bassist og tidligere guitarist i Cliff’s band, Mark Griffiths. Som stand in for Alan Jones i 1986 (ironsk nok mens han var udlåndt til Cliff), var Mark en umiddelbar træffer hos fans’ene og viste sig hurtigt at være en stor tilføjelse til band’et. Under mindre lykkelige omstændigheder blev Mark bedt om at vende tilbage som følge af Alan Jones’ næsten dødelige bilulykke i 1988. Som følge af hans kvæstelsers karakter og behov for intensive hospitalsbehandling, var Alan aldrig i stand til at genforenes med bandet som håbet, og Mark blev derfor med Shadows til det sluttede.

I 1989 tog the Shadows det interessante skridt at genindspille de fleste af deres klassiske hits fra 60’erne (plus et par af deres nyere hits) og udgav dem på Polydor som “The Shadows at their very best”. Ideen bag det, formoder jeg, er at the Shads selv kunne have kontrol over deres største hits. Det nye arrangement, var i det store og hele meget tæt de originale, lejlighedsvis kun med Brian’s mere kraftfulde tromme-lyd som den største forandring.

Ved enden af deres 1990 tour, meddelte Brian Bennett at det var hans hensigt at trække sig tilbage fra bandet. Selv om den forværrede atmosfære i bandet kunne se ud til at være en påvirkende faktor i hans beslutning, er det sikkert, at han havde behov for at ofre mere tid på hans spirende karriere som komponist. Siden midten af 70’erne havde Brian komponeret og medvirket på en stor del af diverse musik for TV. Som hans arbejdsbyrde voksede (på det tidspunkt var han I gang med at instrumentere “The Ruth Rendell Mysteries” for ITV og andre nylige arbejder havde inkluderet BBC’s krimi serie ”Pulaski”), så det blev mere og mere vanskeligt at jonglere vellykket med begge karrierer. Skønt det måske ikke var en forventet konklusion, blev Brian Bennett’s afgang fra bandet signalet til afslutningen. Med en af de bærende elementer væk og med de resterende medlemmers tiltagende træthed af den hårde rutine, spillede the Shadows den 1. december 1990, på ”the Mayflower” i Southampton, hvad der skulle blive deres sidste koncert.

 

 

 

 

Brian leder the Shadows fra scenen for sidste gang (photo by Tony Jedrej)

Mange grupper fortsætter med at kæmpe videre længe efter deres naturlige “sidste salgsdag”. Sommer sæsoner i ferielejre og optrædender på Pup’s skulle være tilstrækkeligt hvor tidligere kun de store steder og kun de bedste indspilnings studier kunne gøre det. Det er til deres ære, at the Shadows, enten ved held eller ved god dømmekraft, stoppede mens de stadig var på toppen. Deres sidste album, ‘Reflection’, solgte en halv million eksemplarer og helt indtil afslutningen fyldte de stadig de samme lokaliteter hvor de havde optrådt gennem deres 60’er velmagtsdage.

The Shadows historie er en bemærkelsesværdig størelse. Deres musik underholdt, influerede og inspirede mere end en generation. Den fulde skala af deres talent kan aldrig drages i tvivl. Ingen som nogensinde har set (eller bare hørt) the Shadows spille, kan nogensinde glemme magien. Som en fan engang sagde, "The Shadows repræsenterede alt som var godt ved Britisk pop musik. Som komponister og optrædende figurerede de blandt de bedste. Et band som kan bevæge sig ubesværet og med lige stor præcision mellem udtryksformer som rock ‘n’ roll; jazz og heavy rock, som de ofte gjorde ‘live’, fortjener den største respekt." Jeg gør ingen undskyldning for entusiasmen. Den fan var mig!

Skønt det er længe siden de skiltes, fortsætter populariteten af de hyppige samler album og den endeløse begejstring fra fans fra hele verden vil sikre at ‘the Sound of the Shadows’ er noget der aldrig vil blive glemt.

CHRIS DRAKE /oversat af Søren Pedersen

ADDENDUM til del 3

Ønsker bliver opfyldt en gang imellem. Nogen gange får du præcis hvad du havde håbet på – selv om du for længst havde accepteret at det aldrig ville ske, og hvad alle havde håbet på siden the Shadows pludselige og uannoncerede stop, var en lejlighed til at sige farvel.

Siden afslutningen af 1990 touren, havde Hank Marvin, Bruce Welch og Brian Bennett koncentreret sig om deres individuelle karrierer med stor succes. Som komponist, blev Brians styrke større og større, og det følgende årti så vi Bruce skrive musikken til såvel ”primetime dramaer” for både ITV og BBC, såvel som prestigefyldt naturprogrammer med berømtheder som Davis Attenborough.

Bruce fortsatte med at arbejde fra tid til anden som producer (mest bemærkelsesværdigt på Cliff Richards “The Album” fra 1993), og endvidere som musik konsulent på den populære West End musical ”That,ll Be The Day”.

Ud af de tre var det kun Hank der fortsatte som succesfuld solo-artist, og han udgav otte album der blev vældig godt modtaget af publikum. Han afholdt utallige totalt udsolgte koncerter i såvel England som i resten af Europa.

På trods af deres individuelle triumfer på hver deres felter, var der ikke en eneste fan der ikke håbede, at de på et eller andet tidspunkt ville spille sammen igen. 

Fredag 11. juli 2003 blev det annonceret, at Hank, Bruce og Brian ville blive genforenet, og gennemføre ”The Final Tour”. Det var nyheden som enhver Shadows fan helt sikker havde håbet på. Det var også en nyhed som de færreste havde forventet.

Fortsættelse følger…

Forfatter: CHRIS DRAKE

14. August 2003.

 

Oversat af Knud Brix

10. januar 2007.

 

 

 

 

Deres historie 4. del

 

2004 blev et spektakulært år for The Shadows! Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at i takt med at året gik, overgik det selv the Shadows egne forventninger, og der blev mange store overraskelser på vejen.

Året begyndte med annonceringen af at en helt ny indspilning som ville blive inkluderet på en opsamlings CD som ville blive udgivet i forbindelse med deres farvel tourné. Hen imod slutningen af januar, gik Bruce Welch, Brian Bennett, Cliff Hall og Mark Griffiths i Brian’s eget Honeyhill Studios i byen Radlett, for at indspille deres andele af instrumentalnummeret Life Story. Nummeret var skrevet af Jerry Lorden kort tid før hans død i 1995. Jerry Lorden skrev som bekendt mange af The Shadows mest elskede melodier som f.eks. Apache, Wonderful Land, Atlantis og mange andre.

 

Selvom det var håbet at, Hank ville indspille nummeret på en af hans solo albums, betød den stil der var på disse albums, at det forblev uindspillet i mere en 10 år. Da the Shadows forberedte sig på at blive genforenet og tage ud på hvad der måske var den sidste tourné, følte de, at tiden var inde til at indspille dette udtryksfulde stykke musik.

 

Selvom Hanks kalender ikke tillod ham at slutte sig til de andre i studiet, indspillede han sin guitarstemme I hans eget studie I Perth I West Australien, og sendte indspilningen til England. Under Warren Bennets overvågning, blev lydsporet optaget, mikset og produceret, og resultatet, selvom det ikke var så mindeværdigt som f.eks. Wonderful Land, blev et velegnet og perfekt instrumentalnummer til at markere dette lykkevarslende år.

I midten af april fløj Hank fra Australien, og prøverne til turnéen begyndte for alvor i et øvelokale i det sydlige London. På alle måder gik tingene glat, og ved slutningen af måneden, var de genforenede Shadows klar. Netop ved starten at tournéen blev compilation CD’en ”Life Story” udgivet af selskabet Universal.

Den første disk på denne dobbelt CD bestod hovedsagelig af de genindspillede klassiske numre, der oprindeligt havde set dagens lys på albummet ”The Shadows at Their Very Best” i 1989. De resterende numre var samlet af favoritter fra deres år hos selskabet Polydor, tillige med den føromtalte helt nye indspilning.

 

Ved udgivelsen blev albummet meget aggressivt markedsført på tv, og på grund af dette (og ikke mindst på grund af det nye nummer) strøg dobbelt CD’en direkte ind på albumlisten som nr. 8. Den efterfølgende uge steg den til nummer 7 (den højeste placering den nåede), og blev på top 20 i hele den tid tournéen varede, og gav dem en guldplade med på vejen.

 

EMI slog igen ved at udgive ikke mindre end fire Shadows compilation albums. Den helt nye dobbelt CD ”The Essential Shadows”. Den omredigerede 4-dobbelte CD “The Complete Singles: 1959 – 1980, og en genudgivelse på CD af deres to greatest hits compilations fra 60’erne. Hvis ikke andet, så var disse udgivelser beviset for (som om det skulle være nødvendigt), at ethvert nyt album med the Shadows ville blive hilst velkommen at deres kæmpe fanskare over hele verden.

Fredag, 30. april I Scarborough, oprandt det øjeblik en hver Shadows fan havde ventet på. Efter næsten 15 års separation, med diverse op –og nedture og solosucces, vendte Hank Marvin, Bruce Welch og Brian Bennett tilbage til scenen. Det stående bifald som modtog dem (som varede næsten lige så længe som ethvert nummer der blev spillet bagefter) blev gentaget hver eneste aften på tournéen. Som drengene sagde:” Vi er tilbage i byen”

 

Tournéen som var blevet annonceret den foregående sommer var totalt udsolgt, hvorfor der blev arrangeret fire ekstra koncerter, på grund af et overvældende publikums ønske. Selvom den beslutning blev hilst med blandede følelser (Specielt fra dem der troede at de havde købt billet til det de troede vil være The Shadows sidste show), var det klart den rigtige beslutning, fordi det gjorde det muligt for tusinder af fans at overvære koncerterne, hvilket ellers ikke ville have været muligt. Annonceret som The Final Tour, gjorde Shadows ikke nogen hemmelighed ud af, at de i virkeligheden gjorde det for deres fans, og var villige til at gøre alt for at det skulle blive en mindeværdig oplevelse. Mindeværdigt blev det så sandeligt. Nostalgi og autensitet så ud til at være ”dagsordenen”, og det så ud til at der ikke var sparet en krone for at gøre The Final Tour ekstra speciel. Til at begynde med havde Brian Bennett støvet sit gamle sølvfarvede Ludwig trommesæt af, eller rettere, flere forskellige trommesæt, og kombineret dem for at stille op med det flotteste og bedst lydende trommesæt han nogen sinde havde spillet på. Væk var de syntetiske trommer og pauker som han havde introduceret i 1970’erne fordi, ifølge ham selv, så hadede han dem. I stedet blev vi præsenteret for en fuldstændig 60’er opstilling, og det skal siges, at det passede perfekt til klassiske numre som Shadoogie, The Rise and Fall of Flingel Bunt og Brians formidable trommesolo, Little B.

 

Enten på grund af held, eller også ved god planlægning valgte Burns of London i år 2004 at udsende et begrænset antal af den legendariske Marvin elektriske guitar som blev brugt så effektivt af The Shadows i tiden 1964 til 1970. Udover at spille på sin røde Stratocaster, valgte han at støtte dette fantastiske nye instrument ved at benytte det på tournéen. Så sammen med Bruce’s originale og en specialbygget Shadows bas til Mark Griffths, optrådte the Shadows i forestillingen med numrene The Rise and Fall of Flinge Bunt samt Don’t Make My Baby Blue med Burns guitarer.

 

Som sit hovedinstrument valgte Mark en rød Fender bas som lød fantastisk, og som lignede meget den rød bas som ‘Liquorice’ Locking brugte i sin 18 månder lange karriere sammen med The Shadows.

Bruce valgte at runde tingene flot af, ved at spille på akustisk guitar på scenen i meget større udstrækning end han tidligere havde gjort. Med den varmere og bedre ”rytme-lyd” kom numre som Geronimo, Gonzales og 36-34-36 til at lyde næsten fuldstændigt som originalindspilningerne. (Bemærk at Bruce’s røde Stratocaster er den originale guitar som Hank benyttede på tidlige indspilninger som f.eks. Apache. Læs mere om den guitar andetsteds her på hjemmesiden).

 
Det skal ikke glemmes, at Cliff Hall voksede med opgaven bag hans samling af Roland digitale keyboards, og leverede horn -og strygerlyde som af og til fik dig til at tro at det virkelig var Norrie Paramors orkester det bakkede dem op.

 

Selv det officielle ”tour merchandise” (som includerede T-shirts, krus, baseball kasketter, et skinnende blankt program og for første gang, en musemåtte!) præsenterede et design som ledte tanken hen på det monumentale ”20 golden hits” album, selv om det ikke var en direkte kopiering af dette. Som touren skred frem og temperaturen steg både på og foran scenen, varslede det godt. Rigtig rigtig godt.

Selvom (som det gamle ord siger:) ”Det er ikke muligt at gøre alle tilfredse”, så kan der ikke have været mange mennesker, ved aftenens afslutning, som forlod teateret skuffede. Set-listen må man sige var ”hot” som den stegende sommervarme der hyllede næsten hver eneste dag på touren. The Frightened City, the Savage, Kon-Tiki, Guitar Tango, Shindig, Man of Mystery. De var der alle, tillige med mere fredsommelige numre som Nivram, Theme for Young Lovers, Atlantis, Peace Pipe and Don’t Cry For Me Argentina. Den tungere periode fra 1970’erne blev næsten ikke berørt. Hverken ‘Rocking with Curly Leads’ eller ‘Tasty’ var representeret. Når det er  sagt, så blev deres 1975 hit Let Me Be The One, fra det europæiske melodi grand prix draget frem, tillige med et par andre brilliante men ofte undervurderede numre fra Marvin, Welch and Farrar perioden. Lady of the Morning og My Home Town var en absolut fryd at høre og bekræftede, (ikke at det er nødvendigt), at the Shadows virkelig var geniale og dygtige sangskrivere.

 

Mens man overværede orkesteret gå igennem deres utallige hits, var det næsten umuligt at tro, at for det første var alle medlemmerne i 60’erne, og dernæst, at de ikke havde spillet sammen siden 1990.

 

De forløbne år havde ikke ældet dem, og de så både bedre ud og spillede meget bedre end mange mennesker huskede. Lyden, stilen og det pompøse og ikke mindst den energi og spilleglæde som de fremviste skinnede tydeligt igennem. Her var et band, som hvis de havde lyst, let kunne kick-starte deres karriere forfra. Som det gik, viste det sig at blive en farvel-tourné som et hvert band med respekt for sig selv, med rette ville være stolte af.

Samarbejdet, specielt imellem Hank og Bruce, var lynhurtigt, morsomt og fuld af positive følelser. Hvis de, som vi havde hørt, ikke havde talt sammen i 14 år, var det ikke til at se og høre.  De var to gamle venner på scenen, der sammen spillede den musik som de begge elskede, og nød hinandens selskab. Dette alene gjorde det hele værd at overvære. Som tournéen skred frem gav pressen (som jo normalt kun er interesserede i det sidste nye) dem meget stor dækning, og det var ikke usædvanligt at se og høre the Shads regelmæssigt på nationalt TV eller radio, såvel som de fik værdifuld og rigelig spalteplads i de landsdækkende aviser.

 

Alle, sådan så det I hvert fald ud, var opmærksomme på the Shadows. Oven i købet blev deres totalt udsolgte koncert i Cardiff Arena (foran 6.000 mennesker) optaget for eftertiden. Og så – alt for hurtigt var det hele forbi. Bortset fra endnu én afsluttende og meget stor overraskelse.

Om morgenen lørdag 12. juni, lige før den første af deres to London forestillinger, blev det annonceret at både Bruce Welch og Brian Bennett var blevet tildelt det der på engelsk hedder OBE. Det heder korrekt: Officer of the Order of the British Empire, og det er en stor ære at blive tildelt denne. En ære som bliver tildelt meget få pop og rock stjerner. Den samme ære var selvfølgelig tilbudt Hank Marvin, men af grunde som han kun selv kender, afslog han at modtagen ordenen.

Selv om hans beslutning kom som en overraskelse for mange, og de fleste vil være enige i at anerkendelsen var fuldt fortjent for det band, som havde ændret grundlaget for engelsk populær musik, så kom det alt for sent.

 

Og så, mandag 14. juni, på London Palladium, gik The Shadows på scenen til hvad der blev den sidste koncert på denne Englands tourné, som havde slået alle rekorder.  Det var en af årets varmeste aftener, og atmosfæren indenfor var elektrisk. Som ved alle de foregående koncerter, blev de modtaget af et langt stående bifald, da de kom på scenen, og da den kendte intro til Apache lød og de gik over i Riders in the sky, var de i gang. Hen mod slutningen af showet, gik en slank sporty mand i lyserød jakke på scenen i en blanding af klapsalver og skrigen (og det var bare fra the Shadows). Cliff Richard, deres forhenværende forsanger og popmusikkens første ridder, sluttede sig til dem i en fantastisk udgave af Sommer Holiday, Bachelor Boy  og The Young Ones. Før han forlod scenen, gav han Hank og Bruce et varmt og kærligt kram, og i det øjeblik blev det klart hvor meget disse gutter betød (og fortsatte med at betyde) for hinanden. Derefter banede Cavatina og Wonderful Land vej for en følelsesladet finale med FBI og Apache. Til lyden af bifald der nærmede sig tumulter, blev lyset i salen tændt og The Shadows forlod scenen.

Ved sommerens afslutning blev det annonceret, at The Shadows ville blive genforenet i april 2005 for at bringe The Final Tour til Scandinavien og Nordeuropa.

Det var ikke den store nyhed, da det havde været klart fra begyndelsen, at de stadig havde en stor fan skare i lande som Tyskland, Norge, Danmark, Frankrig og Holland (og i virkeligheden også meget længere væk).

 

Som på Englands tournéen var billetterne hurtigt udsolgt, og yderligere koncerter blev planlagt, for at imødegå den overvældende efterspørgsel. Med meddelelsen om at Warren Bennett vil overtage pladsen for keyboard mesteren på disse koncerter, så det ud til endnu en mindeværdig og længe ønsket tourné.

Efteråret 2004 bød på billederne af Bruce og Brian der tog til Buckingham Palace for at modtage deres velfortjente ordener (OBEs), og Hank medvirkede ved en kæmpe koncert på Wembley Arena for at fejre 50 års jubilæum for Fender Stratocaster.

I November blev DVD’en og CD’en fra Cardiff Arena koncerten udgivet. The Shadows’ utrolige forestilling blev præsenteret i sin fulde længde, med fantastiske billeder og krystal klar lyd, blev DVD’en omgående en “best seller”.

 

Den kom ind på DVD musik hitlisten som nummer 9, og kravlede op som nummer 2 det følgende år. Som en bonus omfattede DCD’en også et 45 minutter langt interview med Hank, Bruce og Brian, og helt ærligt, alene det var prisen på DVD’en værd. Så med en top ti CD, en top 10 DVD, udsolgte tourneér, og personlige gevinster bag dem, havde The Shadows et virkelig fantastisk år. Som det så ud, skete der ting i 2004 som mange havde betragtet som umuligt. The Shadows blev genforenet, efter næsten halvandet årti, og kom tilbage stærkere og mere dynamiske end nogensinde før. Der var også løfter, selvfølgelig ved live koncerter, om endnu flere triumfer der ventede forude.

 

Som året 2004 gik på hæld, blev det klart, at historien om The Shadows langt fra var ovre. Ydermere så det ud til, på daværende tidspunkt i hvert fald, at de ikke lige med det samme ville lade tæppet gå ned for sidste gang.

Her og nu var The Shadows tilbage!

Forfatter CHRIS DRAKE (March 1 2005)

 

Oversættelse Knud Brix (Januar 2007).