Den Danske Shadowsklub’s første 10 år!

 

Klubben har nu rundet sin 10 års fødselsdag.

Jeg kom først med i 2001, da klubben var små 1½ år, og husker det første træf jeg var med til i Morud forsamlingshus, live musik på scenen, tilmed et band fra Sverige ’Midnight’, og fra Vendsyssel ’The Old Young Ones’, desuden gik den ene efter den anden op og spillede til backing CD, det blev kaldt UB-Hank, jeg kørte hjem den aften fyldt med gode oplevelser.

Det næste træf, i maj 2002 i Lynge forsamlingshus blev indkaldt i en dyster stemning, Hank Marvin var i gang med hans Final Tour, så nu var det hele slut, formanden, initiativtageren Gert Mikkelsen havde meddelt at han stoppede.

Gruppebillede fra Lynge 2002.

For mig var det her først lige begyndt, så jeg kunne da godt bruge et par timer i ny og næ hvis det kunne være med til at redde klubben. Jeg blev valgt ind i bestyrelsen, og nyvalgte formand Torben Carlsson, fremlagde planer for klubben med plakat og det hele, et dansk Shadowmania, det skulle vi lave, begejstringen var nok lidt blandet, det var jo en stor mundfuld.

Vi holdt vores sædvanlige træf i Morud i efteråret, med ca. 30 deltagere, ligesom vi havde været i Lynge.

Dance On på scenen i Morud 2002.

Der var ikke rigtigt skred i Shadowmania, det kom bare ikke af sig selv, og så skred Torben da vi holdt træf i Roskilde, og jeg blev kasserer, med en kassebeholdning på ca. 4000,- kunne jeg da også se, at der ikke rigtig var kapital til at lave store arrangementer.

Stemningsbillede fra Roskilde 2003.

På det tidspunkt var vores halvårlige træf på skiftevis Sjælland og Fyn/Jylland blevet til to halve træf.

På vejen hjem fra Roskilde sagde Per Nielsen, som lige var blevet valgt ind i bestyrelsen, at det ville være bedre hvis vi lavede et træf om året og så lagde det på Fyn så tæt på Storebæltsbroen som muligt, så mente han det ville være nemmere at samle alle. 

Per fik opgaven med at finde stedet, og han kom op med Borgerforeningens Hus, som lå i Nyborg et stenkast fra motorvejen og endnu kortere til banegården, det var nemt at træffe beslutning. 

Selvfølgelig gik det hele ikke så nemt, der var ikke blevet sendt girokort ud og det blev næsten sommer inden jeg havde fået alle remedier på plads til at sende kontingentopkrævninger ud, samtidig havde vi valgt at forhøje kontingentet til den formidable sum af 200 kr. 

Om det var al den turbulens omkring klubben eller det var kontingentforhøjelsen er uvist, men det var i hvert fald en kendsgerning, at vi mistede over 50 medlemmer det år, så vi var under 100 medlemmer,

man kan godt sige det var op ad bakke, til gengæld var det lidt nemmere at være kasserer, når der ikke var så mange medlemmer og få penge at holde styr på. 

Det var måske derfor jeg kunne få tid til at tage til Tyskland og se hvordan de gjorde det dernede.

Det var en stor oplevelse, de lavede det Shadowmania vi drømte om, de kaldte det bare ’The Shadows Convention’. Nu vidste jeg i det mindste, hvad det var vi gik efter, men der var lang vej endnu. 

I 2004 holdt vi så vores første træf i Nyborg, og med over 55 deltagere, var det bevist, at beslutningen med at placere træffet i Nyborg var rigtig.

Los Fiascos på scenen i Nyborg 2004.

Sound Of Shadows i Nyborg 2005.

Året efter var der op mod 70 deltagere til træffet, og i 2006 var vi omkring 90, og det var faktisk i overkanten af hvad der kunne være i den sal vi havde.

Fuldt hus i Nyborg 2006.

 

Værten Allan Mortensen viste mig den flotte teatersal og tilbød at vi skulle holde vores træf der, hvor der var de bedste rammer, hvilket han mente vores arrangement fortjente, vi skulle nok få salen til halv pris. 

Vi havde i 2006 fået skrabet lidt kapital sammen og været i gang med at forsøge at finde egnede lokaler til et dansk Shadowmania, men det havde ikke været muligt at finde de egnede lokaler til en overkommelig pris.

Efter jeg havde set nærmere på den fine teatersal, hvor der kunne være plads til op mod 350 personer med balkonen, begyndte det vi valgte at kalde ShadowDania at tage form.

Så endelig den 14. april 2007 afholdt vi det første ShadowDania med 6 bands på scenen foruden Brian ’Licorice’ Loking, ex-Shadows bassisten.

The Ryders på scenen ved ShadowDania 2007. 

Det blev en stor musikalsk succes, men desværre ikke den store økonomiske succes, alligevel besluttede vi at fortsætte med et nyt i 2008, hvor vi kunne fejre Cliff og Shadows 50 års jubilæum.

Det blev til gengæld helt igennem en succes, bortset fra lidt tekniske problemer, var det lykkedes at fylde salen, og igen havde vi 6 bands på scenen foruden Brian.

Træf i Teatersalen Nyborg 2008.

 

The Crossliners i Nyborg 2009. 

Borgerforeningens Hus i Nyborg er blevet den faste ramme om klubbens arrangementer både vores årlige træf med generalforsamling og det årlige ShadowDania, hvor vi nu har afholdt 3 og det 4. er fastlagt til den 4. september 2010, hvor selveste Bruce Welch fra The Shadows har bebudet at han vil komme.

 

Lidt medlemsstatistik:

2002:             145

2003:             92

2004:             114

2005:             138

2006:             141

2007:             181

2008:             216

2009:             240 

Min konklusion nu hvor klubben har rundet de 10 år, er at efter de magre år, hvor det virkelig var op ad bakke, med lave medlemstal, og hvor jeg var både formand, kasserer, redaktør, trykker, arrangør af træf og ShadowDania osv., er vi i dag et team, med 7 mand i bestyrelsen, Palle som webmaster og redaktør, Jesper som kasserer, Henning som den der styrer tilmeldinger, samt de øvrige i bestyrelsen til forskellige opgaver, det er måske ikke ned ad bakke, men det kører derudaf.

Samtidig viser medlemstallet også en flot fremgang, hvilket tegner godt for klubbens fremtid, så vi forhåbentligt kan glæde os til mange musikalske sammenkomster i årene fremover. 

Søren Pedersen

Formand       

Thomas Krüger har her et personligt tilbageblik på klubbens start og dens første 10 år

 

Tillykke med de 10 år

 

Først den ene fiesta røde Strat, så den anden…

”Var det ikke en idé, at du samlede alle os  Shadows-interesserede til nogle arrangementer?”, spurgte jeg Jørgen.

Jeg stod denne augustdag 1999 inde hos Jørgen Mühlbrandt i City Music på Værnedamsvej. Jeg havde fået at vide fra anden side, at Jørgen var specialist i Shadows, og derfor var vejen nu faldet forbi for at høre mere om de der UB-Hank CD´er, man kunne spille til.

”Joh” sagde Jørgen – han kunne godt se pointen i at samle os Shadows interesserede.

Efter en god snak med Jørgen og et grundigt kig på alle de fine sager, forlod jeg butikken for atter at dukke op en dag i oktober. Til min overraskelse var Shadows-klubben nu på vej til at blive en realitet. Lidt skuffet måtte jeg affinde mig med, at jeg stod i køen som nummer 64. Men nevermind. De to Gert´er – Mikkelsen og Oltmann – havde fået samme idé og gjort noget ved det sammen med Jørgen Mühlbrandt.

Det første træf var sat til 7. November 1999 i Erritsø forsamlingshus ved Fredericia med 70 tilmeldte. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg forsigtigt åbnede kassen med min nye fiestarøde Strat for at vise den stolt frem. Jeg havde tålmodigt ventet i måneder på, at Aage Jensen skulle hjemtage vidunderet. Og da den endelig kom, var den med crome hardware og ikke med guld, som jeg havde bestilt. Atter nogle måneder skulle gå inden den endelig landede i forretningen. Det var en helt ekstraordinær stor dag, hvor blot synet af den gjorde mig glad.  Derfor glædede jeg mig også til at dele synet med andre. Glæden blev dog noget kort, da den næste fiestarøde Strat blev pakket ud, og den næste og den næste. Jeg tror, jeg talte i nærheden af 15 fiestarøde Strat´er på dette møde. Jeg var oprigtigt lettere rystet, men accepterede dog ret hurtigt, at andre jo havde de samme muligheder som mig. Jeg fik dog hurtigt andet at tænke på, da den unge knægt Jens Varmløse begyndte at spille. Fy for pokker, hvor han spillede godt. På guitar, på trommer, på bas og på flere andre instrumenter, som vi fik fortalt. Han kunne spille det hele med en lethed og en overlegenhed, som fik os andre til blot at lytte anerkendende. Jens var et helt utroligt talent, som vi nød spille denne dag og ved de næste træf. Jens var træffets store oplevelse.  Ellers oplevede vi The Black Devils, The Foottappers (med Jens + far og andre), Los Fiascos og Dance On. De gjorde det alle glimrende, og der var noget magisk i lige pludselig at få spillet Shadows-musik live af orkestre. Herligt.  Så var der de modige (de havde nok prøvet det før), som stillede sig op og spillede til UB-Hank, der var demo af ekko, der var A/B test af Kinman pick-upper kontra de almindelige fra Fender – og så ”Find me a Golden Street” spillet af Claus Hansen på hans US Custom Shop Strat Hank Marvin Signature. Større kunne det ikke blive, mere imponeret kunne vi ikke blive. En stor dag og hele starten på Shadowsklubben.

 

”Naturligvis er det store mål at arrangere et dansk Shadowmania”…

Jeg var meget begejstret. Jeg var blandt ligesindede, som delte min interesse. Vi havde en masse at snakke om, især os, som lige var startet med spilleriet, og som var dem, der kunne suge til os fra de mere rutinerede. På den tid blev der snakket om Kinman, der blev snakket om Q2 og Q20, om Eccos from the past, om Custom Shop guitarer, om UB-Hank. Grejet havde vores store interesse, det var vejen frem.

Mange af os havde måske nok en tendens til at prioritere grejet lidt vel rigeligt til fordel for talentet og den massive øvning. Men ikke underligt var det grejsnakken, som fik snakken til at gå mellem os. Her præcis 10 år efter er det ganske interessant at se, hvor visionær man allerede i starten var for perspektivet: ”…men naturligvis er det store mål at arrangere et dansk Shadowmania med deltagelse af Bruce Welch, Jet Harris, Local Heroes og andre navne med tilknytning til The Shadows”. Sådan skrev man i indbydelsen til det første møde. Fremsynet og ambitiøst, men ikke umuligt vil det sikkert vise sig 11 år efter. Manden bag ordene var Gert Mikkelsen, som krumtappen i klubben og dens formand de næste år. En stor tak til ham for hans indsats.

Dette første møde i Erritsø og synet af de mange fiestarøde Strater skulle måske siden virke stærkere på mig, end jeg i første omgang var klar over. Efter nogle få år skilte jeg mig af med den, og har ikke siden haft en fiestarød Strat. Ikke fordi jeg synes, at en fiestarød Strat ikke er pæn, men for mig ligger der et stille oprør mod det ensrettede – oprøret mod at vi alle spiller på fiestarøde guitarer. Det er måske paradokset i at være med i en klub som vores. På den ene side påvirker man hinanden og lader sig nemt påvirke – det er jo en stor del af glæden ved at være sammen med ligesindede, og på den anden side vil man – i det mindste jeg – gerne beholde sin individualitet.  Men det var ikke altid nemt i starten af klubben. Når temaet var Kinman, ja så endte det med Kinman, når snakken gik på Q20, så endte det med en Q20. At det ikke endte med en Custom Shop Strat var nok mere pga økonomien. Det hører med til historien, at den fiestarøde Strat blev erstattet med en guldfarvet – og som en bekendt i juledagene 2002 tørt konstaterede: ”Nu mangler du bare guldjakken, så kan du tage ud og spille til suppe, steg og is”.

 

”Amatørerne er vel dybest set dagens vindere”…

Først Jylland (Erritsø), så Sjælland (Lynge ved Sorø), så Jylland igen (Hårup ved Århus), så Sjælland igen (Lynge ved Sorø)….for så endelig at erkende, at man som landsdækkende klub skulle finde et sted midt imellem – på Fyn. På den måde var der sådan nogenlunde lige langt for alle, og på den måde kunne man undgå at klubben blev splittet op i en jysk og en sjællandsk afdeling. Per Nielsen søsatte sit eminente årlige arrangement i Møldrup, og os på Sjælland mødtes af og til til et lokalt arrangement. Mange medlemmer  - vi var knap 100 medlemmer i alt i starten – mødte op til arrangementerne. Dvs. ”mange” var omkring de 30 stykker. Kunne man afse tid, orkede man at køre så langt, er der noget særligt på træffet osv. – var spørgsmål, som dukkede op hos en del medlemmer.  Nogle var meget aktive med de opgaver, der skulle gøres for at klubben kunne holdes i live og gerne udvikles efter ambitionen, og nogle sad mere på hænderne fordi de enten ikke kunne eller ville andet.  Men sådan er det nok i enhver forening af mennesker.  Med de relativt få klubmedlemmer var stemningen præget af begejstringen ved al det nye – den verden der blev introduceret for os, en verden af grej, grejsnak, nye bekendt- og venskaber. Vi kendte de fleste i klubben, det var overskueligt, det  var musikhygge på ”nå-har-du-lært -at- spille-den-fra-UBHank” niveau.

Sådan lød det fra formand Mikkelsen om træffet i Morud på Fyn, november 2001:”Det blev den bedste Shadows-dag vi har arrangeret til dato. Det er min egen opfattelse – men er også bekræftet af de mange positive tilkendegivelser – både på selve dagen og efterfølgende. Der var nye navne på scenen – svenske Midnights og vore sydfynske venner Los Fiascos. Når vi hertil kan tilføje mange fremragende solister ind imellem – til UB Hank eller egen backing – så havde vi en helt forrygende dag. Det er altid dejligt at høre Jens og Danny, men denne gang fik vi også lidt Dire Straits/Gary More fra Jens Bahnsen – masser af tostemmigt guitarspil fra Ove Nielsen og Kristian og sidst – men ikke mindst – tog nogle af de gamle drenge mod til sig og gik på scenen og spillede et par numre (UB Hank) – trods nervøsitet og måske lidt manglende træning – og det var vel dybest set dagens vindere. Det er jo ingen sag at spille ”live”, når man er hamrende dygtig – men lad os huske at takke ”amatørerne” og ”fritidsmusikerne”, der var med til at give os en dejlig eftermiddag.” Citat slut. Lad mig lige blive et øjeblik ved spilleriet og UB Hank. Her har tingene jo taget en drejning i klubbens 10 årige levetid. I dag er det jo sådan, at vores årlige arrangement byder på ”topnavne” og ikke levner plads til ”amatørerne”- bredden er væk, og toppen er blevet tilbage. Vil man spille, så kan man give sit bidrag på klubbens hjemmeside. Det har jo den fordel, at man ikke behøver at stå med stive fingre foran sine klubkammerater, og de behøver ikke kigge ned i gulvet, hvis det ikke lyder rigtig godt.  Så niveauet er hævet, forventningerne er større til det, man vil lægge ører til. Men egentlig savner jeg lidt den magi og spændende, når de forskellige folk gik på scenen og kæmpede sig igennem numrene, incl. mig selv. Man var godt nok nervøs, men man skulle forløses ved at gøre det. En markering, en manddomsprøve for klubmedlemmerne så at sige. 

 

ShadowsNyt voksede sig tykkere og tykkere…

Vi skal også en tur rundt om ShadowsNyt. I sig selv et navn med humor i og med at The Shadows var ikke eksisterende i adskillige af klubbens første leveår. Men nyheder var der nu alligevel. Om arrangementerne i udlandet, om tablaturer, backing, forstærkere og ekkomaskiner, om pick-upper, om Hanks koncerter og naturligvis de gode historier tilbage fra gruppens barndom. Det var jo trods alt friske 40 år gamle nyheder for alle dem, der ikke kendte historierne, og for dem der kendte dem, var det blot en velkommen gentagelse af den vigtige begyndelse på gruppens karriere.  Fra en spæd start med nogle ganske få sider voksede ShadowsNyt sig tykkere og tykkere fra cirka nr. 10. Der blev underligt nok mere og mere at skrive om – man skulle tro, det modsatte var tilfældet. Jeg bidrog også selv i en længere periode med stort og småt, hvor der kunne anlægges en guitarvinkel. Det gjorde jeg naturligvis, fordi jeg havde det fint med det, men også fordi det lå mig på sinde, at med så relativt få medlemmer, havde alle en vis pligt til at bidrage med det, man nu kunne. I dag er det anderledes. Der er langt flere medlemmer i klubben, men de fortsat relativt få skuldre, som bærer klubben,  er blevet stærkere og mere langtidsholdbare. Og lad mig blot tage skuldrene med det samme. Søren og Palle – med al respekt for de andre. Først Søren - Søren Formand har på enestående vis taget et langt sejt træk, hvor han på tidspunkter både var kasserer, praktiske gris med CD ekspedition, arrangør af træffene og hvad der gik forud for dem med aftaler og krumtap og trykker af ShadowsNyt. Intet mindre, alt imens han også skulle passe et krævende arbejde.

Så Palle. I dag har ShadowsNyt en anden funktion end dengang – før  vores meget velfungerende hjemme-side. ShadowsNyt var den livsline, som skulle holde sammen på det hele mellem træffene. Derfor var det vigtigt, at det efterhånden blev udbygget i alle mulige retninger. I dag har hjemmesiden effektivt og langt bedre overtaget denne funktion, og ShadowsNyt kan i dag nøjes med at spille en mere sekundær betydning. Og Palle har på enestående vis sørget for at hele klubben hænger sammen. Uden hjemmesiden ville der ikke være samme oplevelse af Shadowsklub. Hverken Sørens eller Palles indsats kan overvurderes. Så skål og stor tak til begge fra alle os andre.

 

Træt af at spille Shadows…mon der er noget galt?

Jeg har en lille tilståelse her. På et tidspunkt blev jeg træt af at spille de samme melodier igen og igen, uden at jeg hermed siger, at jeg kunne spille alle melodier eller kun få. Men jeg nåede ligesom et mætnings-punkt. Det er nok meget naturligt, tror jeg, når man har spillet Shadows  i nogle år. Måske er der andre, der har det ligesom mig. Jeg har fortsat stor glæde af at høre musikken spillet godt på de årlige træf, og jeg er også sikker på, at jeg begynder at spille det igen – ikke bare en gang imellem, men dagligt. Men jeg tænker, at det er vel blot udtryk for en sund udvikling, at man i perioder vil prøve noget andet. Så er det hyggeligt at kunne gå ind på hjemmesiden og lige få en tilpas dosis Shadows. Pointen i dette her er for mig, at interessen kan være mere eller mindre intens , og dermed også for klubbens aktiviteter. Men det ser jeg ikke noget galt, så længe man alligevel hænger på. Og det gør jeg. I skrivende stund sidder jeg og nyder DVD´en med koncertoptagelsen fra London. Og om få dage går det løs i Forum. Så bliver der nok gang i Shadows-melodierne herhjemme igen. Og så lige et lille nørdspørgsmål:  Når jeg kigger på close up billederne af Hanks guitar, så kan jeg ikke få øje på Kinman mærket på pu-coverne. Hans guitarlyd er god, men har han mon skiftet pick-up mærke eller blot coverne? Et rigtigt klubspørgsmål.

 

Hip hip hurra…

Ingen skal være i tvivl om, at jeg mener klubben har det godt, og jeg har det godt med klubben.  Man har ligesom fundet en formel, der passer. En meget velfungerende hjemmeside i det daglige og kvalitetstræf til det årlige. Sådan har det været de sidste år, og det synes at fungere. Hvordan det var ”dengang” og hvad det har udviklet sig til, har jeg prøvet at sætte op, måske lidt brutalt, men forhåbentligt har jeg ramt tendenserne: 

Dengang		Nu
Få medlemmer	blev til	mange medlemmer
Det personlige	blev til	det mindre personlige
Det aktivt deltagende	blev til	det lyttende
Amatørerne	blev afløst af	de rutinerede og "proffe"
Tekniksnak	blev afløst af	musiksnak
Klubbladets betydning	blev afløst af	hjemmesiden
Landstræf og lokaltræf	blev til	landstræf

Modellen med et årligt ”kvalitetstræf” og den velfungerende hjemmeside til det daglige kan forsætte uden problemer. Men al fortsat udvikling skal jo stimuleres af ideer og aktiviteter. En af dem kunne være genoptagelse af de lokale træfs, synes jeg.  Hvor folk kan mødes og spille for hinanden, ”amatørerne”,  os der har noget musikalsk på hjerte og ikke er vant til at optræde. Os som synes, at ”medlemmerne egne indspilninger” er et udmærket sted at parkere sine ting, men som også gerne vil have samværet med.

Hermed tillykke med de 10 år. Hip hip hurra….

Thomas Krüger